Levering fra kr. 39,- // Fri fragt ved køb over kr. 499,- // Afhent gratis i butik (Kbh K)

Kære læser,

Velkommen til det allerførste blogindlæg. Jeg vil starte med at præsentere mig selv og historien bag min forretning. 

Hvem er jeg? Jeg hedder Ann-Sofie Pedersen Ostenfeld, jeg er 30 år, og gift på tredje år med Rolf. Sammen har vi Vera på halvandet år og Rolf har Johs på 6 år fra et tidligere forhold. Vi bor på Amager i et stort, gammel hus, som vi netop er blevet færdige med at totalrenovere.

Jeg har altid vist at jeg skulle åbne en butik. Ja, faktisk så var jeg meget tæt på at åbne en butik på Frederiksberg tilbage i 2012. Jeg stod med lejekontrakten i hånden og der manglede bare min underskrift. Jeg stod på samme tid med en kontrakt til et job hos aviskoncernen Berlingske Media, og jeg valgte det "sikre" valg. Et valg der senere hen har ført mig videre til magasinforlaget Benjamin Media, hvor jeg gennem fire år har arbejdet på projekter for blandt andre Bolig Magasinet, Bo Bedre og Costume. Jeg nåede også et år som chef for Anywear.dk, en bruger-til-bruger platform for køb og salg af secondhand tøj.

Jeg startede Collage i maj 2018, og webshoppen kom til i juli. Vi fører et bredt udvalg af især skandinaviske mærker, men også et par franske og spanske, lidt unika fra Marokko, blandet med skønne vintagefund. Udover butikken og denne webshop driver jeg også www.pyntemor.dk, hvor jeg sælger børneinteriør.

Min selvstændige rejse er for alvor begyndt, og jeg vil her på bloggen forsøge at skrive om den rutsjebanetur jeg skal ud på med både de sjove ting og udfordringerne. Hvis du har nogle spørgsmål til mig eller mit, så skriv endelig til shop@collagecph.dk - og ellers håber jeg, at du vil læse med.

Kh Ann-Sofie

Ann-Sofie_Pedersen_Ostenfeld